Østergaard: Dansk deltagelse i bankunion vil være fordel

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

EU's bankunion er en stor fordel for Danmark. Den værner borgerne mod nye finanskriser. Og bankerne betaler selv for at redde nødlidende banker, som ikke skal hjælpes af skatteyderne.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) på vej ind til et gruppemøde.

- Vi skal være glade for det forstærkede banksamarbejde. Regeringen analyserer, om det også er en fordel for Danmark at være med og i givet fald fra start. Så vil vi tage endelig stilling til det, siger den radikale partileder, der som den første i regeringstoppen melder klart ud med et ja.

Han venter, at regeringen ved nytår er klar med sin indstilling til, om Danmark bør deltage i bankunionen. Så har Justitsministeriet vurderet, om Danmark med bankunionen afgiver så meget suverænitet efter grundlovens paragraf 20, at danskerne skal til folkeafstemning

Danskerne skal stemme, hvis Folketingets ikke med fem sjettedeles flertal støtter bankunionen. Dansk Folkeparti er imod bankunionen ligesom Enhedslisten og Liberal Alliance.

Regeringen har sikret, at Danmark og andre lande udenfor euroen kan deltage på lige fod i bankunionen. Den rammer heller ikke dansk realkredit, påpeger Morten Østergaard.

- Det centrale signal for borgerne er, at det er godt, at der kommer en bankunion - uanset om Danmark er med eller ej, mener han.

Socialdemokraterne finder det for tidligt at sige ja til bankunionen, mener EU-ordfører, Morten Bødskov.

- Vi mangler svar på helt centrale spørgsmål. Er der den nødvendige stabilitet i den finansielle sektor, bidrager det her til at sikre den fremadrettet, og afgiver Danmark suverænitet, siger Morten Bødskov til Ritzau.

Nationalbankdirektør Lars Rohde anbefaler, at Danmark går med i bankunionen.

- Det er Nationalbankens opfattelse, at danske interesser varetages bedst ved dansk deltagelse i bankunionen, har han sagt til dagbladet Information.

Det gavner danske pengeinstitutter, at Danmark går med, mener han.

/ritzau/