Østeuropæer er anholdt under større politiaktion i Ishøj

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Politiet holder kortene tæt til kroppen i en sag, hvor en østeuropæisk mand tirsdag formiddag blev anholdt ved en større politiaktion på adressen Industridalen 9 i Ishøj syd for København.

Manden er tidligere blevet beskrevet som potentielt farlig og bevæbnet, så politiet tog ingen chancer under aktionen og var blandt andet iført skudsikre veste.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Baggrunden for anholdelsen er længere tids efterforskning af en sag, som er foregået i fællesskab med udenlandsk politi.

Politiet oplyser, at personen ingen relation har til terror, og at anholdelsen foregik efter planen. Tirsdag eftermiddag blev han i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Efterforskningen er stadig i gang, og derfor har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/