Østjyde får fængsel for at hjælpe narkosmuglende svoger

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

36-årige Mikkel Blaabjerg Hansen skal otte år i fængsel for at hjælpe sin svoger, Bo Jensen, med at smugle hele 47,7 kilo amfetamin fra Holland til Danmark.

Dommen er faldet mandag ved Retten i Horsens, som i samme ombæring frifandt Bo Jensens kæreste og en af hans venner for anklagerne om medvirken til narkosmugling.

- Retten har ikke fundet, at der var beviser, som kunne danne grundlag for at domfælde de to, siger anklager Lenette Skak til Ritzau.

Bo Jensen selv er allerede dømt. Det skete tidligere i år ved en tysk domstol, hvor sagen blev behandlet, idet Bo Jensen blev pågrebet i besiddelse af stoffet på den tyske side af grænsen.

Straffen mod Bo Jensen lyder på fire et halvt års fængsel, men i Danmark er straffen for omgang med så store mængder hård narko, som det er tilfældet i denne sag, noget hårdere, og Mikkel Blaabjerg Hansen kan derfor se frem til otte år bag tremmer.

Bo Jensen blev anholdt i november 2013 på grænsen mellem Holland og Tyskland. I bilen havde han de knap 50 kilo amfetamin, og Bo Jensen valgte at tilstå, hvilket udløste straffen på fire et halvt års fængsel.

Narkoen skulle have været hele vejen til Danmark, og herhjemme vurderede anklagemyndigheden, at Bo Jensen havde fået hjælp fra svogeren, vennen og kæresten.

Svogeren var med på turen til Holland, men han kørte i en anden bil end Bo Jensen - en såkaldt følgebil, og retten har vurderet, at han var en del af det mislykkede smuglereventyr.

/ritzau/