Østukrainske separatister: Vi har måske de sorte bokse

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

En af de ledende separatister i det østlige Ukraine hævder at være i besiddelse af det, der formodes at være de sorte bokse fra Malaysia Airlines' passagerfly, der styrtede ned i Østukraine torsdag.

- Nogle genstande, som formodes at være de sorte bokse, blev fundet, og de er nu blevet leveret til Donetsk, hvor de er under vores kontrol, siger Aleksandr Borodaj, der er selvudnævnt premierminister i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk.

- Der er ingen specialister hos os, som kan fortælle, hvordan sorte bokse ser ud, tilføjer Borodaj på en pressemøde søndag.

Der har tidligere været beretninger om, at de sorte bokse var blevet fragtet til Moskva, men intet er blevet bekræftet, da det er vanskeligt for internationale observatører at få adgang til ulykkesstedet, som strækker sig over mange kvadratkilometer og kontrolleres af oprørerne.

De prorussiske oprørere er sammen med Rusland blevet beskyldt for at stå bag torsdagens flytragedie, hvor passagerflyet MH17 angiveligt blev skudt ned af et missil. Såvel separatisterne som Rusland nægter at have spillet en rolle i tragedien, som kostede alle 298 om bord på flyet livet.

De ukrainske myndigheder har tidligere udtrykt bekymring for, at separatisterne kunne finde på at ødelægge indholdet af de sorte bokse for at dække over mulige beviser for, at det var dem, der skød flyet ned.

Aleksandr Borodaj forsikrer på søndagens pressemøde, at de sorte bokse vil blive overleveret til internationale eksperter, når de ankommer til separatist-højborgen Donetsk.

Den ukrainske vice-premierminister, Volodymyr Groysman, vil søndag eftermiddag ikke kommentere oplysningerne om de sorte bokse, men han understreger, at regeringen i Kijev fra begyndelsen har mistænkt separatisterne for at være i besiddelse af de vigtige bokse.

/ritzau/Reuters