Officer i hæren: Burkina Fasos præsident er afsat

Skrevet af admin

31/10/2014

Dagens topnyheder

En officer i Burkina Fasos hær meddeler, at landets præsident, Blaise Compaore, efter flere dages uroligheder er afsat, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

- Compaore er ikke længere ved magten, siger oberst Boureima Farta til mange tusinde demonstranter, der har forsamlet sig foran hærens hovedkvarter i det afrikanske land.

Farta talte til folkemængden siddende på skuldrene af andre officerer.

Kort efter meddeler Compaore selv i en radioerklæring, at han er trådt tilbage, og at præsidentposten er ledig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Compaore har været Burkina Fasos præsident i 27 år.

Landet har i en årrække været en af hovedmodtagerne af dansk udviklingsbistand.

Compaore nægtede torsdag at følge opfodringer om at træde tilbage, efter vrede demonstranter protesterede over planer om at ændre forfatningen, så den mangeårige præsident kunne blive på posten.

Der var rapporter om, at 30 personer var dræbt og over 100 år såret under torsdagens tumulter i hovedstaden Ouagadougou.

- EU mener, det er op til folket i Burkina Faso at beslutte sin egen fremtid. Enhver løsning må være resultatet af en bred konsensus og respekt for forfatningen, lyder en officiel reaktion fra Bruxelles.

/ritzau/AFP