Officielt: Lars Bak er udtaget til Tour de France

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Når Tour de France 2014 begynder 5. juli, bliver det med danske Lars Bak i feltet.

Lotto Belisol-mandskabet oplyste tirsdag, at den danske cykelrytter er med på Tour-holdet. Det er fjerde gang i karrieren, at Lars Bak deltager i verdens største etapeløb.

Det primære job for Lars Bak og Lotto bliver at skaffe etapesejre til den tyske supersprinter André Greipel, som i alt har vundet fem etaper i Tour de France - blandt andet tre i 2012.

Jurgen van den Broeck er holdets satsning i det samlede klassement. Belgieren blev både i 2010 og 2012 samlet nummer fire i Tour de France og er for nyligt sluttet på en tredjeplads i Critérium du Dauphiné efter vinderen Andrew Talansky og Alberto Contador.

Hele Lotto Belisol-holdet til Touren ser ud som følger: Lars Bak, Bart De Clercq, Tony Gallopin, André Greipel, Adam Hansen, Greg Henderson, Jürgen Roelandts, Marcel Sieberg og Jurgen van den Broeck.

Mario Aerts, Herman Frison og Marc Wauters er sportsdirektører for Lotto Belisol under Touren.

/ritzau/