Danmarks Idrætsforbund udtog fredag firerkajakken (K4, red.) med Emma Aastrand Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Ringtved Thomsen og Ida Villumsen til OL i Rio.
Kvartetten går efter at opnå et stort resultat ved legene i Brasilien, der begynder om cirka to måneder.
- Vi ror mod nogle lande, som er sindssygt stærke og noget mere rutinerede i firerkajakken, end vi er.
- Men selvfølgelig vil man altid gerne lave en topplacering, og det er heller ikke umuligt. Der skal bare den helt rigtige træning til, og så skal vi ramme den lige i røven, hver gang vi skal ro K4, siger Emma Aastrand Jørgensen i en pressemeddelelse.
Inden OL skal de fire kajakroere blandt andet i aktion ved EM. Herefter venter en træningslejr i Ungarn, som bliver efterfulgt af et ophold i Portugal.
Henriette Engel Hansen har deltaget ved de seneste to olympiske lege i 2008 og 2012, begge gange i enerkajak.
De øvrige er debutanter i OL-sammenhæng.
Bo Vestergaard, der er sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, glæder sig til at se kvartetten i aktion i Rio.
- En af styrkerne ved den her sammensætning er, at den erfarne bidrager rigtig meget i den daglige træning ved at holde fokus på rytmen og vedholdenhed.
- De unge prøver hele tiden at bryde deres grænser i forhold til at udfordre den ældre på det sportslige niveau. Det samspil fungerer rigtig godt. De er ikke bange for at prøve at udfordre de andre hold, siger han.
/ritzau/