Olieanalytiker tvivler på højere oliepriser til Togfonden

Skrevet af admin

07/05/2016

Mest læste i dag

Det er umådelig svært at spå om oliepriserne.

Alligevel er der ikke udsigt til, at prisen på olie stiger til samme niveau, som den lå på, da forligsparterne bag den omstridte Togfond indgik aftalen, der skal sikre hurtigere og bedre offentlig transport til landets togpassagerer.

Det siger seniorolieanalytiker i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Pengene til Togfonden skal komme fra beskatning af olien i Nordsøen, og i aftalen er det forudsat, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være 121 dollar.

Men siden aftalen blev indgået i 2014 er olieprisen faldet drastisk, og nye beregninger fra Finansministeriet viser, at der nu er et hul i Togfonden på 15,5 milliarder.

- Vores egen prognose, som godt nok kun går frem til 2017, siger, at oliepriserne skal stige en lille smule, men ikke kommer over de 100 dollar, den lå på, da man oprettede Togfonden, siger Jens Nærvig Pedersen.

Ifølge SF's transportordfører er der dog ingen grund til at lægge nogle af Togfondens projekter i graven, fordi der i forliget bag Togfonden allerede er taget højde for svingende oliepriser.

Blandt andet har forligsparterne aftalt en lang finansieringsperiode frem til 2042.

- Oliepriserne svinger meget mere end aktiemarkedet, men det er exceptionelt, at den er faldet så meget. Det har vi kun oplevet få gange i verdenshistorien, siger olieanalytikeren.

- Og selv om det er meget svært at spå om priserne i 2042, er det svært at se kraftige prisstigninger, der ligger på niveau med dengang, man lavede Togfonden, siger han.

Projekterne, som Togfonden skal finansiere, inkluderer blandt andet en togbro over Vejle Fjord og elektrificering af de fleste togstrækninger.

Samtidig skal en såkaldt timemodel sikre, at man skal kunne køre med tog fra København til Odense på én time og videre til Aarhus på yderligere én.

Det var rød blok, der sammen med Dansk Folkeparti indgik aftalen om Togfonden, som dengang var 28,5 milliarder kroner stor. Regeringspartiet Venstre er ikke med i forliget.

/ritzau/