Olsen-Bandens Benny: Egon slap for let

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Egon, Benny og Kjeld fik gennem 30 år danskerne til at grine i landets biografer.

Erik Ballings klassiske figurer lever stadig i den danske folkebevidsthed, også hos skuespilleren Morten Grunwald, der netop har udgivet en bog om danmarkshistoriens største filmsucces.

79-årige Morten Grunwald, kendt som Benny med de gule sokker og den klassiske bemærkning "skide godt, Egon", savner sine gamle legekammerater.

- Jeg tænker på Poul og Ove hver dag, siger Morten Grunwald til B.T. med henvisning til afdøde Ove Sprogøe og Poul Bundgaard, der døde i henholdsvis 2004 og 1998.

Han understreger dog, at de tre venner ikke "sad lårene af hinanden".

- Vi mødtes i hinandens hjem et par gange om året. Poul sagde, at vi var livs-venner. Ove var skuespilleren per excellence, han var en stor karakterskuespiller, hans sprog og kropsbeherskelse kunne man lære af, siger Morten Grunwald til B.T.

I modsætning til Ove Sprogøe og manusforfatter og scenograf, Henning Bahs, har Morten Grunwald aldrig fortrudt, at han sagde ja til den sidste Olsen-Banden film "Olsen-Bandens sidste stik".  

Han erkender, at det ikke var "nogen rar oplevelse" blandt andet fordi Poul Bundgaard døde midt i optagelserne, men han fortryder én ting.

- Kjeld skulle have haft en monolog, hvor han endelig fik skældt Egon ud. Poul nåede aldrig at indspille den. Han havde den side i sig og havde glædet sig til at indspille den skideballe efter alle disse mange film, hvor Egon hundsede rundt med ham. Det er trist, at han aldrig nåede det, siger Morten Grunwald til B.T.

Newspaq