Olsen: Kjær og Bjelland spiller fra start i Albanien

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

Wolfsburg-spilleren Simon Kjær og Andreas Bjelland fra Twente danner midterforsvar fra start, når det danske fodboldlandshold lørdag aften møder Albanien på udebane i EM-kvalifikationen.

Det fortalte landstræner Morten Olsen på et pressemøde fredag.

- Kjær og Bjelland er i topform i øjeblikket. Det har de vist for os og for deres respektive klubber, siger landstræneren.

Mens Andreas Bjelland har været skadesfri, så har Simon Kjærs optakt til kampen i Albanien ikke været problemløs.

Ankelproblemer har betydet, at han først for nylig er begyndt at træne med, men han er optimistisk før kampen mod Albanien.

- Jeg går ud fra, at jeg kan spille 90 minutter. Der har været en positiv udvikling, og jeg forventer, at det kan blive endnu bedre, siger Simon Kjær.

Landsholdet må undvære anfører Daniel Agger i midterforsvaret, eftersom Brøndby-spilleren er rygskadet. Agger forsøger i stedet for at blive klar til tirsdagens EM-kvalifikationskamp hjemme mod Portugal.

Bjelland glæder sig over at få chancen fra start, selvom det er på bekostning af Agger, som han tit sammenlignes med.

- At blive sammenlignet med ham er stort. Han er et idol med de ting, han allerede har opnået i sin karriere.

- Det er klart, at vi bliver sammenlignet med hinanden. Jeg er også venstrefodet, spiller hans plads, og sådan er det. Han er anfører, og så må man affinde sig med at stå bag ham. Jeg er glad for, når jeg kan spille, siger Bjelland.

Danmark har tre point i EM-kvalifikationen, efter at holdet vandt den første kamp 2-1 hjemme over Armenien.

Albanien har ligeledes tre point efter sensationssejren på 1-0 ude over Portugal.

Kampstart er lørdag klokken 20.45.

/ritzau/