Olsen: Leon Andreasen vil om nogen slås for fædrelandet

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen er lettet over, at han for første gang i lang tid har set Leon Andreasen i topform, og det gjorde, at midtbanespilleren mandag kom tilbage på landsholdet.

Der kan blive hårdt brug for Hannover 96-spilleren i de to meget afgørende knald eller fald-kampe mod Sverige, der venter det danske landshold 14. og 17. november.

Leon Andreasen har været væk fra landsholdet med skader i lang tid. Senest den danske midtbanespiller var i aktion for Danmark var tilbage i september 2014 i en venskabskamp mod Tyrkiet.

- Hvis der er nogen, der vil slås for fædrelandet, så er det ham. Vi har brug for forskellige typer af spillere. Michael Krohn-Dehli er ikke Leon Andreasen. Men de kan måske supplere hinanden og gøre hinanden bedre.

- Det handler om at finde en balance mod et fysisk stærkt hold som Sverige, siger Olsen.

Kampene er Mortens Olsens 18. og 19. mod Sverige som enten spiller eller træner, og det er to opgør, der har en massiv interesse fra fans og medier på begge sider af sundet.

23 navne stod klar på listen, da truppen mandag blev præsenteret i Fodboldens Hus.

Også Viktor Fischer og Andreas Christensen var tilbage i truppen, der dermed indtil videre byder på tre nye navne siden sidste kamp.

Viktor Fischer har imponeret i de seneste klubkampe for Ajax med mål og oplæg på samlebånd.

- Jeg har set alle Viktor Fischers kampe. Og som jeg sagde til ham søndag, så synes jeg først, det var i onsdags mod Feyenoord, at han var tilbage, som vi gerne vil se ham som landsholdsspiller.

- Han bekræftede med mål og assister i weekenden, at det var rigtigt, hvad vi så, forklarer Olsen.

Landstræneren vil formentlig senest i weekenden udtage yderligere to-tre spillere.

/ritzau/