Olsen og Bonde forbereder sig på at udtage de bedste

admin

|

16/03/2015

Dagens topnyheder

Forhandlingerne i fodboldkonflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny aftale for landsholdsspillerne brød sammen søndag aften.

Det meddelte DBU med begrundelsen om, at Spillerforeningen pludselig ønskede flere penge til landsholdsspillerne.

Sammenbruddet sker mindre end to døgn inden, at landstræner Morten Olsen skal udtage truppen til testkampene mod USA og Frankrig henholdsvis 25. og 29. marts.

Men det har Olsen og assistenttræner Peter Bonde ikke taget hensyn til i deres arbejde.

- Vi arbejder, ligesom vi altid har gjort. Vi har set alle spillerne i den her weekend i alle kampe og forbereder at udtage den bedste trup. Det er det, vi gør, og har gjort hele tiden, siger Peter Bonde til TV2 Sport.

Bonde slår fast, at han fortsat tror på, at parterne finder en aftale, inden landsholdet skal udtages tirsdag.

DBU overvejer, om spillerne på landsholdet skal tilbydes at spille kampene på vilkårene i den nuværende aftale.

Mandag var sat af til forhandlinger, men om parterne mødes oven på søndagens sammenbrud, er uvist.

Ifølge DBU er det denne gang økonomi, der er årsag til sammenbruddet, og ikke de kollektive aftaler, der har været et ufravigeligt krav fra spillerne under forhandlingerne.

/ritzau/