Omstridt bestyrelse for boligforening smides på porten

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

Efter en række kontroverser bliver den omstridte afdelingsbestyrelse i Egedalsvænge i Kokkedal nu frataget sine opgaver. I stedet overdrages ansvaret til organisationsbestyrelsen.

Det skriver Boligforeningen 3B på sin hjemmeside, efter at 3B's formand og repræsentanter fra organisationsbestyrelsen har holdt flere møder med afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge.

Afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed. Første gang da et muslimsk flertal i bestyrelsen i 2012 nægtede at opsætte et juletræ i området.

Nu er der ifølge boligforeningen ikke længere tiltro til, at afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge ønsker at overholde reglerne og sikre et frugtbart samarbejde med den lokale drift og samarbejdsparter i kommunen.

- Derfor har vi besluttet, at organisationsbestyrelsen med øjeblikkelig virkning overtager alle afdelingsbestyrelsens opgaver, siger Steffen Morild, formanden for Boligforeningen 3B, der ejer den almene boligafdeling i Fredensborg Kommune.

Steffen Morrild nævner, at man på et møde i kommunen tilbage i oktober var enige om, at situationen i Egedalsvænge i Kokkedal påkaldte sig særlig opmærksomhed og skulle følges tæt.

- Det har vi blandt andet gjort ved at holde mange møder med afdelingsbestyrelsen, siger formanden.

- Vi har virkelig lagt os i selen for at opnå et godt samarbejde med afdelingsbestyrelsen. Vi er for eksempel gået på kompromis og har sagt ja til at sætte huslejen ned i 2014. På samme måde har vi tilbudt gradvis indføring af vandmålere.

Formanden for boligforeningen fastslår samtidig, at det er organisationsbestyrelsen, der har den overordnede ledelse af boligorganisationen og dens afdelinger.

Dertil har organisationsbestyrelsen en særlig forpligtelse til at sikre rammerne for et aktivt beboerdemokrati, lyder det fra Steffen Morrild.

Ud over juletræssagen blev bestyrelsen i Egedaqlsvænge i 2013 beskyldt for at lukke to beboerklubber efter råd og vejledning fra den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir.

Boligforeningen 3B oplyser, at afdelingens beboere er blevet orienteret om situationen mandag den 17. marts, og at de løbende vil blive opdateret via nyhedsbreve.

/ritzau/