Op mod 20.000 huse og 60 skoler kan have giftig indeluft

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Mange danske huse og etageejendomme, som er bygget mellem 1950 og 1977, er bygget med det hormonforstyrrende byggemateriale PCB.

En kortlægning af brugen af PCB viser, at det sundhedsskadelige materiale er langt mere udbredt, end man har tidligere har vidst, og at op mod 20.000 én- og tofamiliehuse og 60 skoler formentligt har så meget PCB i indeluften, at det overskrider grænseværdierne.

Det skriver Klima-, energi- og bygningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi har i længere tid vidst, at der er PCB i danske bygninger, men først nu kender vi omfanget, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i pressemeddelelsen.

- Kortlægningen viser, at der har været anvendt PCB i mange bygninger. Men den viser også, at man i de fleste tilfælde vil kunne vente med at håndtere problemet, til man alligevel skal forbedre bygningen, tilføjer han i en pressemeddelelse.

Det giftige byggemateriale indgår blandt andet indgik i fugemasse og maling. Hvis man udsættes for PCB over en årrække, kan det være sundhedsskadeligt, fordi miljøgiften blandt andet kan være hormonforstyrrende og skade immunsystemet.

Det giftige byggemateriale har hyppigst været brugt i etageejendomme, kontorbyggerier og institutionsbyggerier. Men det har altså også været brugt i én- og tofamiliehuse.

Det afgørende for beboere, ansatte og institutions- og skolebørn er, hvor meget PCB der kan spores i indeluften i bygningerne.

I de fleste tilfælde vil der være tale om så lave koncentrationer, at myndighederne ikke vurderer, at det udgør en sundhedsrisiko.

Men da der blev bygget et meget stort antal én- og tofamiliehuse i perioden fra 1950 til 1977, kan der altså være tale om op mod 20.000 huse, hvor der er så meget PCB i luften, at det overskrider Sundhedsstyrelsens såkaldte "aktionsværdi".

Desuden vurderes det, at der i op mod fem procent af skolerne fra perioden vil være PCB i indeluften over grænseværdien - hvilket svarer til op mod 60 skoler, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det er den enkelte husejers ansvar at sikre, at bygningen ikke er sundhedsfarlig at opholde sig i. Regeringen opretter nu en rådgivningsenhed for parcelhusejere, så det bliver let og hurtigt at få svar på sine spørgsmål, siger Martin Lidegaard.

- Desuden styrker vi den rådgivning, som vi har haft i forvejen, så der nu er hjælp at hente uanset om man er offentlig eller privat bygningsejer, tilføjer han.

Bekymrede husejere kan blandt andet søge råd på pcb-guiden.dk.

/ritzau/