Oppositionen tager afstand til pensionsrabatter

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Både Venstre, De Konservative og Liberal Alliance mener, at regeringen kassetænker med deres pensionspakke, der forlænger skatterabatten på kapitalpensioner og giver lønmodtagere mulighed for at trække deres opsparing ud af Lønmodtagernes Dyrtidsfond før tid med rabat.

- Det er en tilståelsessag, at deres (regeringens, red.) økonomiske politik har spillet fallit. At de med kursen i økonomien ikke kan klare sig udenom en EU-henstilling, hvis de ikke fylder et ret stort milliardbeløb i statskassen, siger Kristian Jensen, næstformand i Venstre.

Det var blandt andet Venstre, der i sin tid indførte den rabat på kapitalpensioner, der nu bliver forlænget til også at gælde 2015. Men dengang var situationen en anden, siger Kristian Jensen.

- Vi gjorde det på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise rasede i hele Europa. Og hvor der virkelig var behov for, at der skulle sættes gang i aktiviteterne, siger Venstres næstformand og tidligere skatteminister til Ritzau.

Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, siger, at regeringen bruger fremtidens penge på at blive genvalgt.

- Regeringen budgetterer i sin finanslov med et underskud på 60 milliarder kroner, som formentlig bliver endnu større i virkeligheden. Regeringen vil dermed overskride EU's grænser, få en henstilling fra EU og skabe mistillid til dansk økonomi, siger han i en kommentar.

- Efter at regeringen er blevet kritiseret for denne uansvarlighed, kommer regeringens bud på en løsning så: Fremryk beskatning af pensionsmilliarder. Det er helt uansvarligt og udtryk for en meget kortsigtet tænkning, siger Ole Birk Olesen.

Hos De Konservative siger skatteordfører Brian Mikkelsen, at regeringen lægger regningen i børneværelset.

- Regeringen kører en usund politik, som der ikke er råd til, og det kommer de fremtidige generationer til at betale for. Det er uansvarligt, og det virker ærlig talt som en panikløsning, siger han i en kommentar til pensionspakken, som regeringen, SF og Enhedslisten blev enige om fredag.

/ritzau/