Oppositionsparti boykotter valg i Thailand

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Thailands største oppositionsparti Demokraterne vil boykotte det kommende valg i landet 2. februar.

Ifølge Demokraternes partileder, den tidligere premierminister Abhisit Vejjajiva, giver det ingen mening at deltage i valget, og partiet vil ikke opstille kandidater.

- Over de seneste otte til ni år har befolkningen mistet tilliden til Thailands politiske system, og de har mistet respekten for politiske partier og valg, siger Vejjajiva.

Fredag gik vrede demonstranter på gaden i Bangkok med krav om, at premierminister Yingluck Shinawatra udskyder eller aflyser det valg, som hun udskrev tidligere på måneden som konsekvens af en omsiggribende uro.

Protestlederen Suthep Thaugsuban slog fast, at hans tilhængere "ikke vil tillade" parlamentsvalget.

Oppositionen frygter, at valget kun vil være til fordel for Yingluck Shinawatra og hendes ældre bror, den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som blev væltet fra posten i 2008, men beskyldes for at lede landet gennem sin søster.

Thaksins parti Phau har bred støtte blandt landets fattige landbefolkning, og det ventes, at partiet trods de omfattende protester i Bangkok den seneste tid vil vinde valget i februar.

Protesterne mod regeringen og premierministeren brød ud i starten af november, efter at regeringen i oktober foreslog amnesti for personer dømt for politisk-relaterede lovovertrædelser i perioden 2006-2013. Forslaget blev senere trukket tilbage.

/ritzau/Reuters