Opsang fra ordførere: Nu må Danmark have seriøse klimamål

Skrevet af admin

03/08/2016

Mest læste i dag

Chokerende og skræmmende læsning.

Sådan lyder det fra Alternativet og SF, efter at en ny international rapport løfter sløret for et sort rekordår for klimaet. Den globale temperatur, vandstanden i havene og udledningen af drivhusgasser steg til rekordhøjder sidste år.

Og det må der straks handles på, mener klimaordfører for Alternativet Christian Poll.

- Chokerende, men desværre ikke overraskende læsning. Vi har fået mange meldinger fra FN's klimapanel og fra Klimarådet i Danmark om, at klimaet er en af vores tids største kriser, og at vi skal arbejde seriøst med at nedbringe risikoen for klimaforandringer.

- Det er desværre ikke noget, regeringen fokuserer nok på i mine øjne.

Ifølge Christian Poll var der sidste år for få penge til klimaindsatserne på Finansloven.

- Vi mener, at man skal have meget mere fokus på omstillingen væk fra fossilenergi og til vedvarende energi. Og i alle sektorer – ikke bare i energiproduktionen, men også i transporten, landbruget og bygningerne, siger han.

Heller ikke SF's Pia Olsen Dyhr mener, at klimamålene i Danmark er seriøse nok.

- Det er skræmmende læsning, og det viser, at der skal handling til og mere ambitiøs handling end det, der er planlagt. Også i Danmark, selv om vi igen og igen tror, at vi er forrest i bussen. Det er tydeligt, at vi ikke kan slække på ambitionerne.

- Vi skal ikke kun tale om CO2, men også de besværlige sektorer, som transport og landbrugsområdet og sætte nogle mål, siger klimaordføreren.

450 forskere fra hele verden har bidraget til rapporten "Klimaets tilstand", som udsendes årligt af De Nationale Centre for Miljøinformation ved det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration, Noaa.

/ritzau/