Optur og nedtur for Contador i Frankrig

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) blev snydt for den samlede sejr i Critérium du Dauphine, men spanieren kan alligevel se frem til Tour de France med store forventninger.

På løbets sidste etape knækkede Contador endnu en gang den formodede største Tour-rival, briten Chris Froome (Sky).

Sidste års Tour-vinder gik fuldstændig ned og endte uden for top-10.

Derfor betyder det sandsynligvis knap så meget, at den 31-årige spanier måtte afgive løbets gule førertrøje til amerikanske Andrew Talansky (Garmin). Contador måtte tage til takke med andenpladsen.

Løbets sidste etape blev vundet af Mikel Nieve (Team Sky).

Det franske etapeløb blev afgjort på søndagens to sidste stigninger, hvor Contador og Froome længe lå bag et udbrud med deltagelse af blandt andre Talansky, Nieve og Jakob Fuglsang (Astana).

Alberto Contador angreb ligesom på lørdagens etape Froome, der slet ikke kunne svare igen på spanierens acceleration. Tinkoff-kaptajnen fik dog aldrig indhentet Nieve og Talansky, hvilket blev kostbart, da amerikanske Talansky lå pænt til i klassementet.

Garmin-rytteren endte til sidst med at slutte 27 sekunder foran Contador i kampen om den samlede sejr.

Danske Jakob Fuglsang kan også glæde sig over sin indsats, da det lykkedes ham at slutte Critérium du Dauphine på en samlet 10.-plads.

Tour de France begynder om tre uger med start i England.

/ritzau/