Organisationer: Ulandspenge skal ikke gå til asylsøgere

Skrevet af admin

06/06/2015

Dagens topnyheder

Verden står i brand, og der er et stort behov for dansk nødhjælp i udlandet. Derfor bør pengene ikke hentes fra ulandsbistanden og dermed verdens fattigste, når ekstraudgifter til asylsøgere, der kommer til Danmark, skal dækkes.

Det mener Red Barnet, som bakkes op af en række andre organisationer.

Reaktionerne kommer, fordi Politiken lørdag skriver, at regeringen vil bruge ulandsmidler til at finansiere udgifterne til de flere asylsøgere i Danmark.

- Vi hejser et advarselsflag. Vi er uenige i, at det er verdens fattigste, der skal betale, når flere flygtninge banker på vores dør, fordi verden står i brand, siger Jonas K. Lindholm, vicegeneralsekretær i Red Barnet

Regeringens plan er at finde i den økonomiske redegørelse, som blev fremlagt i sidste uge, og det forventes, at der bliver brug for 1,5 milliarder kroner ekstra til asylområdet.

Asyludgifterne skal i høj grad finansieres gennem "omprioriteringer inden for den samlede udviklingsbistand", lyder det i redegørelsen.

- Det er et rigtig dårligt signal at sende fra Danmark til verden, at vi - der er et af verdens rigeste lande - mener, at de fattigste skal betale, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen.

- Danmark kan spille en rolle ude i verden ved at forsøge at få afskaffet fattigdom og at få nogle af de fattigste lande til at fungere. Det vil selvfølgelig gå ud over det arbejde.

Også Folkekirkens Nødhjælp og organisationen Ibis ærgrer sig over udsigten til, at en del ulandspenge skal bruges på asylsøgere i Danmark og ikke på fattige ude i verden.

- Det er klart, at det vil få voldsomme konsekvenser ude blandt verdens fattigste, når det handler om så store beløb, siger Mads Klæstrup Kristensen, kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp.

Præcist hvilke konsekvenser det vil få for ulandsarbejdet, ved organisationerne ikke endnu.

Debatten var også oppe sidste efterår, da regeringen indgik aftale om finansloven for 2015 og valgte at afsætte ulandsmidler til at betale ekstra asyludgifter.

/ritzau/