Ottesen har krammet på svensk fantomsvømmer

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

EM i svømning i Berlin begynder mandag, hvor programmet byder på en interessant duel på kvindernes 50 meter butterfly mellem danske Jeanette Ottesen og den svenske verdensrekordholder Sarah Sjöström.

Sjöströms rekord blev sat ved de svenske mesterskaber i udendørsbassinet i Borås i begyndelsen af juli, og hendes tid på 24,43 sekunder var vanvittige 64 hundreddele hurtigere end landsmanden Theresa Alshammars hidtidige verdensrekord.

Det ryster dog ikke Jeanette Ottesen, der er regerende verdensmester på distancen.

- Hun må jo have haft kraftig medvind, da de svømmede, siger Ottesen med et selvsikkert smil og tilføjer:

- Hun har stadig ikke slået mig, når vi har svømmet direkte mod hinanden. Hun svømmer hurtigt, når vi andre ikke er med, men til de store mesterskaber har det knebet lidt, siger danskeren.

Ottesen har derfor ikke tænkt sig at lade sig stresse af fantomrekorden.

- Jeg bliver nødt til at have is i maven. Det går galt, hvis jeg lader mig stresse af hende. Jeg må stole på det, jeg gør og disponere kræfterne rigtigt, uanset hvad der måtte foregå på den anden bane, siger hun.

Danskeren stiller i Berlin desuden op i 100 meter butterfly, 50 meter fri og de to holdkapper.

Disciplinen 100 meter fri, som hun vandt VM-guld på for tre år siden, er blevet fravalgt for at give mere tid til restitution i et i forvejen tætpakket program.

/ritzau/