Over 20 jihadister dør under luftangreb i Syrien

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Talsmanden for al-Qaedas gren i Syrien er dræbt sammen med sin søn og 20 andre jihadister. Det er sket under et luftangreb i den nordøstlige del af landet.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der sædvanligvis er velorienteret om krigens gang i Syrien.

De dræbte kommer overvejede fra den militante Al-Nusra Front.

- Abu Firas al-Suri og hans søn og mindst 20 jihadister fra Al-Nusra og Jund al-Aqsa samt jihadister fra Usbekistan blev dræbt under angrebene mod positioner i provinsen Idlib, siger Rami Abdel Rahman fra den syriske observatørgruppe.

Det er ikke oplyst, om det var det syriske luftvåben eller det russiske som udførte luftangrebet.

Ifølge Abdel Rahman var Suri i gang med et møde med de øvrige jihadister i landsbyen Kafar Jales, da angrebet blev sat ind. Al-Nusra og Jund al-Aqsa blev også udsat for to andre luftangreb i området.

En våbenhvile, som blev indgået mellem de syriske regeringsstyrker og oprørerne 27. februar, har stort set holdt. Men våbenhvilen gælder ikke i forhold til al-Nusra og Islamisk Stat.

/ritzau/AFP