Over 50 dræbt under kampe i Libyen

Skrevet af admin

27/07/2014

Dagens topnyheder

Over 50 mennesker er blevet dræbt under kampe i den libyske hovedstad, Tripoli, og byen Benghazi i weekenden, siger hospitaler og sikkerhedskilder i hovedstaden søndag.

Omkring 36 af de dræbte, mange af dem civile, blev dræbt i et sammenstød mellem libyske specialstyrker og militante muslimske grupperinger i Benghazi søndag.

Dagen før blev 23 egyptiske arbejdere dræbt i Tripoli, da deres hus blev ødelagt af en raket.

USA har midlertidigt evakueret hele staben på den amerikanske ambassade i Tripoli på grund af de hårde kampe i området.

Det amerikanske skridt understreger den stærkt forværrede situation i den libyske hovedstad, hvor der i to uger har været udkæmpet hårde kampe med raketter og artilleri.

Libyen har været plaget af uro siden oprøret, der væltede Muammar Gaddafi i 2011. Myndighederne har svært ved at genetablere kontrollen i det nordafrikanske land, der er plaget af store interne magtkampe.

Lufthavnen har været lukket siden den 13. juli på grund af hårde kampe i området.

Evakueringen af den amerikanske ambassade skete kort efter, at landets midlertidige regering havde sagt, at kampene kunne føre til en ødelæggelse af den strategisk vigtige lufthavn.

/ritzau/Reuters