OVERBLIK: Fifa erstatter suspenderet generalsekretær

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) udpegede fredag Markus Kattner i rollen som midlertidig generalsekretær for verdensforbundet. Kattner er i forvejen tilknyttet Fifa som finansdirektør. Det skete, efter at Fifa torsdag suspenderede sin generalsekretær, Jerome Valcke, med øjeblikkelig virkning.

Fifa meddelte, at det skete, fordi man var gjort opmærksom på en række beskyldninger, der involverer Valcke, og at man derfor havde anmodet sin etiske komité om en formel undersøgelse.

Den nuværende præsident for det europæiske fodboldforbund (Uefa), Michel Platini, har meddelt, at han stiller op til præsidentvalget i det internationale fodboldbund (Fifa) i februar næste år.

Fifa skal have ny præsident, efter Sepp Blatter 2. juni i år meddelte sin afgang på posten - få dage efter, han ellers var blevet genvalgt. Blatters farvel kom kort tid efter, det internationale fodboldforbund (Fifa) blev ramt af en stor sag om bestikkelse.

Schweizisk politi slog få dage før valget sidst i maj - på foranledning af de amerikanske myndigheder - til mod et hotel i Zürich, hvor man anholdt flere højtstående Fifa-folk.

Få et overblik skandalesagen i Fifa her:

Hvad går sagen ud på?

* En række topfolk i Fifa og flere andre personer er af amerikanske myndigheder anklaget i forskellige sager om bestikkelse til et samlet beløb på mere end 150 millioner dollar - omkring en milliard kroner.

* Bestikkelsespengene er ifølge anklagerne brugt til at sikre, at fodboldturneringer og tv-rettigheder er endt på bestemte hænder.

* Flere personer har allerede indrømmet, at de har modtaget bestikkelse.

* Anklageskriftet omfatter beskyldninger om korruption i en periode på 24 år fra 1991 til 2015. Bestikkelsesanklagerne berører blandt andet tildelingen af VM i 1998 og 2010 til henholdsvis Frankrig og Sydafrika.

* Schweiziske myndigheder er ifølge USA's justitsminister, Loretta Lynch, i gang med separate undersøgelser af valget af Rusland og Qatar som VM-værter i henholdsvis 2018 og 2022.

* De schweiziske myndigheder har besluttet at udlevere Eugenio Figueredo til de amerikanske myndigheder i forbindelse med efterforskningen i sagen. Den nu 83-årige tidligere vicepræsident i Fifa er en af syv Fifa-ledere, som schweiziske myndigheder arresterede, da korruptionsskandalen brød ud i maj.

Hvem er anklaget:

* Fifa-vicepræsidenterne Jeffrey Webb fra Caymanøerne og Eugenio Figueredo fra Uruguay er blandt de anholdte i sagen.

* I alt er 14 personer - ifølge justitsministeriet i USA - under anklage. Ni af disse er Fifa-ledere, mens andre arbejder inden for marketing og køb og salg af tv-rettigheder.

* Fifa har som følge af anholdelserne midlertidigt suspenderet 11 personer.

Blatter har trukket sig som præsident:

* Fifa-præsident Sepp Blatter er ikke blandt de anklagede, men der opstod i kølvandet af sagens afsløring et pres på schweizeren for at få ham til at trække sig fra præsidentvalget 29. maj.

* Det gjorde han ikke, og Blatter blev genvalgt som Fifa-præsident med stort flertal.

* Fire dage senere meddelte han dog, at han ville trække sig fra posten, og senere på året understregede han, at han ikke genopstiller. Han varetager dog hvervet som præsident, indtil en ny er valg.

* Fifa vælger ny præsident 26. februar 2016.

* Kandidater til posten som Fifas næste præsident skal senest 26. oktober i år melde sig som officielle kandidater.

/ritzau/