OVERBLIK: Her er Danmarks seneste luft-missioner

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Regeringen har besluttet, at syv danske F16-kampfly sendes til Irak for at deltage i bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS).

Her er et overblik over, hvornår danske fly før har været i spil i krigssituationer rundt omkring i verden:

*Kosovo 1999: Danmark bidrog i alt med ni F16-fly indtil 10. juni 1999, hvor serberne accepterede Natos fredsbetingelser og luftangrebene ophørte. Luftkrigen varede tre måneder. Det var første gang, danske piloter deltog i krigshandlinger.

Tre danske kampfly med piloter og støttepersonel var stationeret på den italienske base indtil Folketinget i juni 2000 besluttede at kalde de danske fly hjem. Flyene var stationeret på den italienske flybase Grazzanise.

*Afghanistan 2002: Danmark, Holland og Norge sendte kampfly til en luftbase i Kirgistan, hvorfra de bombede Taliban i Afghanistan. Det skete under European Participating Air Forces, EPAF. De seks danske fly deltog indtil 1. oktober 2003.

*Baltikum 2004: Natos patruljeflyvning over Baltikum foregår i rotation mellem de deltagende Nato-lande deriblandt Danmark. Estland, Letland og Litauen kom med i Nato i 2004, men har ikke selv jagerfly til at hævde deres territoriale suverænitet.

Danmark har deltaget i rotationen fire gange siden 2004. Senest fra maj til august 2014.

*Libyen 2011: Seks F16-fly blev i 2011 sendt til Libyen for at deltage i flere operationer under Gaddafi-styret fra luftbasen Sigonella på Sicilien. Bidraget varede seks måneder og var ifølge flyvevåbnet nok den mest intense indsættelse af det danske flyvevåben nogensinde.

*Irak 2014: Syv F16-fly sendes til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre skal de være udsendt op til 12 måneder med mulighed for forlængelse.

Kilde: Flyvevåbnet

/ritzau/