OVERBLIK: Her er de blå partiers krav til Løkke

Skrevet af admin

19/06/2015

Mest læste i dag

Lars Løkke Rasmussen skal i de kommende dage sammensætte en ny borgerlig regering. Han kan vælge enten at lave en ren Venstre-regering eller forsøge at få et eller flere partier i blå blok med i regeringen.

Det kan dog blive svært at få alle fire blå partier samlet i en ny firkløverregering, viser en oversigt over partiernes krav:

Dansk Folkeparti:

* Grænsekontrollen skal genindføres. Venstre har åbnet for at give sig på det punkt, men det er meget kontroversielt i EU-sammenhæng. Da VKO i 2011 forsøgte at indføre en permanent grænsekontrol med bomme og toldere, mødte det modstand fra EU-Kommissionen, som fastholdt, at det var i strid med Schengen-reglerne om fri bevægelighed.

* 0,8 procents offentlig vækst. Dansk Folkeparti ventes at stå hårdt fast på ekstra penge til velfærd for at undgå beskyldninger om løftebrud. Det kan blive en alvorlig hovedpine for Løkke, som er gået til valg på et udgiftsstop. Også Liberal Alliance og De Konservative vil stoppe den årlige stigning i det offentlige forbrug.

* Dansk Folkeparti ønsker lempelser i dagpengereglerne. Først og fremmest en halvering af genoptjeningsperioden, og man er parat til at bruge ekstra penge på dagpengesystemet for at indfri kravet. Det har Løkke afvist. Han vil godt være med til at justere reglerne, men det må ikke koste ekstra.

* SR-regeringens lempelser af udlændingepolitikken skal annulleres. Det er der bred enighed om i blå blok, og derfor vil Løkke formentlig uden større sværdslag kunne levere den "straksopbremsning" i asylpolitikken, han lovede i Venstres udlændingeudspil.

Liberal Alliance:

* Partiet holder indtil videre kortene tæt til koppen, mens man venter på, at regeringsforhandlingerne skal gå i gang. Liberal Alliance er dog gået til valg på en markant reformdagsorden, som ligger meget langt fra Dansk Folkepartis ønsker.

* Blandt andet ønsker partiet som det eneste i blå blok minusvækst i den offentlige sektor. Det skal være med til at finansiere skattelettelser til selskaber og danskere i arbejde. Samtidig vil LA fastfryse grundskylden, hvilket især vil gavne boligejerne med de dyreste boliger.

De Konservative:

- Den offentlige sektor må ikke vokse. Det er tæt på et ultimativt krav for De Konservative, og det kan holde partiet ude af regeringen, fordi Løkke formentlig skal give DF en vækst i det offentlige forbrug til gengæld for dets støtte.

- Der skal være et opgør med "regeltyranniet". De Konservative vil blandt andet fratage Skat muligheden for at få adgang til private haver uden en dommerkendelse og lave en ny planlov, så den fremmer lokalt erhvervsliv. Det kan man formentlig godt enes om i blå blok.

- Skatten skal sænkes. Det er især grundskylden, som De Konservative har angrebet for at ramme boligejerne for hårdt og for vilkårligt. Problemet er, at Løkke vil mangle mange penge til andre initiativer, hvis han rører ved boligskatterne. Og det er der formentlig ikke råd til, hvis DF skal have vækst i det offentlige forbrug.

/ritzau/