Overfaldt mand med hammer: 16-årig fængslet

Skrevet af admin

16/03/2014

Mest læste i dag

En 41-årig mand har mistet synet på det ene øje og risikerer at miste øjet helt, efter at han lørdag blev overfaldet og slået i hovedet med en hammer.

Søndag blev en 16-årig dreng i et grundlovsforhør fængslet til 1. april, sigtet for grov vold.

Overfaldet skete efter en uoverensstemmelse over en parkeringsplads ved Lillekær i Rødovre ved København. Forvirringen opstod sandsynligvis, fordi den 41-årige mand fra Brøndby oplevede, at bilen med den 16-årige dreng holdt stille.

- Den 41-årige kører ind på parkeringspladsen, men den anden bilist havde åbenbart forventet at tage den plads, fortalte vagtchef Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi tidligere søndag til Ritzau.

Drengen stiger ud af bilen med en hammer i hånden og slår offeret ved det ene øje, hvorefter han springer tilbage i bilen, der kører fra stedet.

Ud på aftenen anholdt politiet den 16-årige dreng, der i forvejen er kendt af politiet, på en adresse i Rødovre.

I grundlovsforhøret erkendte drengen, at han havde overfaldet bilisten. Han mente dog, at offeret også havde været aggressiv. Offerets kone har derimod forklaret, at det kun var drengen, der optrådte aggressivt.

Ofte når en sigtet aflægger fuld tilståelse i grundlovsforhøret, bliver sagen ført til ende med det samme.

- Men det kunne vi ikke gøre i denne sag, siger anklageren Martin von Bülow til Ritzau.

- Efter min mening er forurettedes skader ret afgørende for, hvilken sanktion han skal have, og vi ved endnu ikke, hvor galt det kommer til at gå, forklarer han.

Den 41-årige, der har været tre og en halv time på operationsbordet og skal gennem flere operationer, fik brud på knoglerne hele vejen rundt om øjet, og 50 procent af øjet er flækket.

/ritzau/