Overfyldt båd kæntrer nær Malaysia: 18 mennesker savnes

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Mindst to personer har mistet livet og 18 savnes, efter at en lille, overfyldt båd med illegale immigranter er kæntret ud for kysten i det sydlige Malaysia. De dræbte er en mand og en kvinde.

De mange mennesker var på vej tilbage til Indonesien for at fejre afslutningen på muslimernes hellige måned, ramadanen, lyder det fra de maritime myndigheder i Malaysia.

59 personer er blevet reddet efter ulykken, der fandt sted sent mandag lokal tid.

Bådulykker sker jævnligt i dette område, da hundredtusindvis af illegale indvandrere fra fattige nabolande forsøger at komme ind i Malaysia via søvejen.

Myndighederne har optrappet jagten på de illegale immigranter under ramadanen, da mange fra Indonesien sniger sig ud af landet for at fejre den hellige måned, og herefter vender de tilbage. Rejsen på havet foregår i vakkelvorne både.

Flere mennesker mistede livet i sidste måned, da to både kæntrede under dårligt vejr nær Malaysia vestkyst.

/ritzau/AFP