Overraskelse i dansker-opgør ved All England

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding er videre til kvartfinalerne ved All England.

Den danske duo slog i anden runde favoritterne Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen i et rent dansk opgør. Bronzevinderne fra OL i London måtte se sig slået med 17-21 og 22-24.

Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding, der måtte igennem kvalifikationen for at spille sig ind i All Englands hovedturnering, skal i kvartfinalen op imod de ottendeseedede sydkoreanere Sung Hyun Ko og Ha Na Kim.

Få timer før det rent danske opgør i mixeddouble stod Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen på samme side af nettet i damedouble. Her blev Christinna Pedersen slået groggy, da Kamilla Rytter Juhl ramte makkeren med sin ketsjer.

Det blev i øvrigt til et nederlag i den kamp til kineserne Ma Jin og Tang Yuanting.

Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding er nu næsten ene om at repræsentere Danmark ved All England. Blot Hans-Kristian Vittinghus er tilbage i turneringen. Han møder senere torsdag thailandske Boonsak Ponsana i anden runde.

/ritzau/