OW Bunker: Aktionærforening vil forberede sagsanlæg

Skrevet af admin

08/11/2014

Dagens topnyheder

Der skal placeres et ansvar efter den spektakulære konkurs i oliegiganten OW Bunker. Derfor samler Dansk Aktionærforening sammen til et muligt sagsanlæg på vegne af de cirka 20.000 private aktionærer, der har tabt deres spareskillinger i den nordjyske koncern.

Det siger formanden for Dansk Aktionærforening Niels Mengel.

- Konkret vil vi i lighed med andre konkurser, oprette en hjemmeside, hvor aktionærerne kan tilmelde sig og oplyse, hvor mange penge, de har tabt. Vi har intentioner om, at kunne være klar med den formentlig fra på mandag, siger Niels Mengel til Ritzau.

OW Bunker gik konkurs fredag, men hvor store tab private aktionærer har, er der selvsagt ikke noget overblik over endnu. Det vil Dansk Aktionærforenings aktion formentlig i løbet af nogen tid kunne give et signal om.

Niels Mengel hæfter sig ved, at der i børsprospektet står, at OW Bunker har risikostyring på den svingende oliepris og interne systemer, der fanger, hvis noget går galt.

- Det var noget af det, vi spurgte meget ind til før børsnoteringen af selskabet, og vi fik det svar, at der var et veludviklet kontrolsystem og at alle afdækninger, der foregår i koncernens vidtforgrenede aktiviteter blev konsolideret op i moderselskabet.

- Spørgsmålet er hvem, der har tjekket, at disse systemer nu også er der og fungerer, som de skal. Er det bankerne, der stod bag børsnoteringen, eller er det revisorer? Det må vi have en afklaring på, og det er formentlig dem, vi må gå efter, siger Niels Mengel.

Syv måneder efter børsnoteringen sejlede OW Bunker på grund og har tabt 1,6 milliarder kroner, heraf er de 850 millioner kroner på afdækning af risiko, olieprisen faldt mere end selskabet kunne bære.

- Det er helt uforståeligt fordi selskabet har været i branchen i mange år, og med meget erfarne folk i bestyrelse og direktion. Direktøren Jim Pedersen har for eksempel beskæftiget sig med branchen i næsten 20 år.

- I OW Bunker-bestyrelsen har blandt andet Jakob Brogaard siddet siden 2008. I mange år var han øverst ansvarlig for kreditrisiko i Danske Bank.

- Men det ultimative ansvar for børsprospektet ligger hos ledelsen, bestyrelsen og den daglige ledelse. Det er dem, der ligger hovedet på blokken for, at børsprospektet er i orden, siger Niels Mengel.

/ritzau/