Özlem Cekic advarer mod hvide og brune gymnasier

Skrevet af Redaktionen

401 uger siden

|

07/09/2016

Dagens topnyheder

Det sender et forkert signal til indvandrere og efterkommere, når Langkaer Gymnasium i Aarhus-forstaden Tilst opdeler sine nye elever i klasser efter etnicitet.

Det mener Özlem Cekic, der er forkvinde i foreningen Brobyggerne. Foreningen har til formål at forebygge had, fremme dialog og styrke sammenhængskraften mellem befolkningsgrupper i Danmark.

- Når man snakker om at opdele klasser efter hudfarve, så sender vi et signal til de unge om, at der er noget galt med dem, der har en brun hudfarve. Vi siger, at det er deres hudfarve, der gør, om de er danske eller ej, siger hun.

Tiltaget på gymnasiet sker i et forsøg på at holde på de få tilbageværende etnisk danske elever. Det har gymnasiets rektor forklaret over for Jyllands-Posten.

Gymnasiet er angiveligt det første i landet til at opdele elever efter etnicitet, skriver avisen.

I 2007 var der 25 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk på gymnasiet. I år er der ifølge Jyllands-Posten 80 procent på den årgang, der lige er begyndt efter sommerferien.

Özlem Cekic synes, at det er et "kæmpe problem", hvis hvide børn og familier fravælger gymnasier, "fordi der er mange brune børn på gymnasiet".

Spørgsmål: Gymnasiet mener, at 80 procent indvandrere og efterkommere er for mange. Synes du ikke det?

- Det er et problem i sig selv at sige, at hvis man ikke har en hvid hudfarve, så er man ikke dansk. Vi beder hele tiden brune om at tage en uddannelse, og så synes jeg, at det er mærkeligt, at de skal isoleres, siger hun.

Spørgsmål: Men hvad synes du om, at der er så mange indvandrere og efterkommere på et gymnasium?

- Jeg støtter hverken brune eller hvide klasser. Jeg vil meget gerne, at de her klasser repræsenterer samfundet. Man må kigge på, hvordan det kan være, at der er gymnasier, hvor der næsten ingen brune går, og hvorfor der er andre, hvor der næsten kun går brune, siger Özlem Cekic.

/ritzau/