Pacquiao: Gud bakker mit syn på homoseksuelle op

Skrevet af admin

19/02/2016

Mest læste i dag

Først sammenlignede han homoseksuelle med dyr. Så undskyldte han for udtalelsen, da hans storsponsor Nike trak millionstøtten. Nu tager han Gud til indtægt for sin holdning til homoseksuelle.

Den filippinske boksestjerne Manny Pacquiao er kommet i modvind, efter at han i nedsættende vendinger sammenlignede homoseksuelle med dyr.

- De (homoseksuelle) er værre end dyr, lød det tidligere på ugen fra Pacquiao.

- Det er bare sund fornuft. Ser du nogle dyr af samme køn parre sig? Selv dyrene er bedre. Hvis mænd er sammen med mænd, og kvinder er sammen med kvinder, så er de værre end dyr, uddybede han.

Den sammenligning undskyldte han efterfølgende, da Nike valgte at rive hans sponsorkontrakt over, men undskyldningen betød ikke, at Pacquiao ikke stod ved sin holdning. Slet ikke.

- Hvad jeg gjorde forkert, var blot at sammenligne menneskerne med dyr, men du ved, at det er sandt, hvad jeg siger, lyder det fra Pacquiao efter en træning i hjemlandet ifølge AFP.

- Jeg siger blot, hvad biblen fortæller. Vi tror på Gud, og derfor bør vi ære Guds ord, siger den troende bokser.

Homoseksualitet er ikke ulovligt i Filippinerne, men det er homoægteskaber til gengæld, og det forbud bakker Pacquiao fortsat op om at fastholde.

Den 37-årige bokser er en folkehelt i Filippinerne, hvor han tidligere er blevet valgt ind i Repræsentanternes Hus i hjemlandets kongres.

Til april bokser han sin sidste kamp mod Timothy Bradley, inden han i maj stiller op til valget til Senatet i Filippinerne. Og balladen omkring hans seneste udtalelser har ikke påvirket hans optakt til hverken boksekampen eller valget, fastslår han.

- Jeg er glad. Jeg er altid glad, fordi Gud er med mig, slutter Manny Pacquiao, der anses for at være en af sin generations største boksere med VM-titler på tværs af intet mindre end otte vægtklasser.

/ritzau/