Palæstinensere vil fortsætte forhandlinger om våbenhvile

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Både Egypten og en palæstinensisk delegation mener, de skal forhandle videre med Israel om en våbenhvile i Gaza.

Fredag morgen udløb den tre dage lange våbenhvile. Ifølge den israelske regering beskød Hamas-styrker Israel med raketter, inden våbenhvilen udløb, og kort efter genoptog den israelske hær angreb på udvalgte mål i Gaza.

Egypten har optrådt som mægler i konflikten under forhandlinger i Kairo, og i en erklæring fra det egyptiske udenrigsministerium blev der peget på, at der var gjort betydelige fremskridt under møderne.

Lederen for den palæstinensiske delegation - der tæller medlemmer fra både Hamas og det mere moderate Fatah - siger, at den palæstinensiske side er fast besluttet på at sikre en våbenhvile.

"Vi fortalte egypterne, at vi sidder her for at nå en endelig aftale", som sikrer palæstinensernes rettigheder, siger Azzam al-Ahmed.

En repræsentant for palæstinenserne fortæller, at Hamas og Islamisk Jihad, der er de to magtfulde aktører i Gaza, i første omgang var gået med til en våbenhvile, men at de vendte om, da der blev ændret i ordlyden i aftaleteksten om det punkt, der omhandler Israels blokade af Gaza-striben.

Den israelske delegation, der har opholdt sig i Kairo, vendte fredag tilbage til Israel. Det forlyder ikke, om den vil vende tilbage til den egyptiske hovedstad.

Både Hamas og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) har fremlagt en række krav til en våbenhvile, herunder at Israel ophæver sin otte år lange blokade af Gaza, og at palæstinenserne får lov til at bygge en havn.

Israel har krævet en afvæbning af de militante grupper i Gaza.

Ifølge Israel affyrede Hamas-militsen 35 raketter mod den jødiske stat fra morgenstunden. En soldat og en civil meldes såret.

I Gaza oplyste det lokale indenrigsministerium, at israelske fly bombede Jabaliya i den nordlige del af Gaza, Gaza City og mål i den centrale del af enklaven.

/ritzau/AFP