Palæstinensisk premierminister tilbyder at forlade post

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Det Palæstinensiske Selvstyres nuværende premierminister, Rami Hamdallah, tilbyder fredag at træde tilbage fra sin post, skriver det palæstinensiske nyhedsbureau, Wafa.

- Jeg overrækker min afskedsbegæring, og regeringen er i deres excellences hænder, når de ønsker det, citerer Wafa premierministeren for at sige til selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas.

Tilbuddet kommer få dage efter, at Abbas og Hamas onsdag blev enige om en forsoningsaftale, der betyder, at en ny regering skal dannes i løbet af fem uger.

Enhedspagten mellem organisationen Hamas og PLO, der rummer Hamas' rivaler, Abbas' parti, Fatah-bevægelsen, fik Israel til at suspendere fredsforhandlingerne, hvor USA er mægler.

I et interview med tv-stationen NBC torsdag sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet AFP, at en palæstinensisk samlingsregering er et "kæmpe skridt tilbage" i fredsprocessen.

- En pagt med Hamas dræber fred, sagde han.

Hamas står på EU's terrorliste, og gruppen anerkender ikke Israels ret til at eksistere.

De tilsyneladende kuldsejlede fredsforhandlinger fik fredag den amerikanske præsident, Barack Obama, til at sige, at en pause måske er det, der skal til for at finde frem til de nødvendige kompromiser.

- Der kommer et tidspunkt, hvor det bare er nødvendigt at tage en pause, så begge parter kan se på alternativer, siger Obama, der kalder palæstinensernes træk for "ikke hjælpsom" for processen.

Rami Hamdallah tilbød også at trække sig tilbage sidste år, men fortrød efter kort tid.

/ritzau/Reuters