Pape: Ninn-Hansen satte stort præg på Danmark

Skrevet af admin

29/09/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere konservative justitsminister og partiformand Erik Ninn-Hansen var en betydningsfuld politiker i store dele af sidste århundrede, mener den nuværende formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen.

Erik Ninn-Hansen er død i en alder af 92 år.

- Han satte sit store præg på Danmark og ikke mindst på Det Konservative Folkeparti, siger Søren Pape Poulsen i en pressemeddelelse mandag.

- Jeg kendte ikke Erik Ninn-Hansen personligt, men jeg husker tydeligt, da jeg hørte ham tale til et af KU's landsråd i slut 90'erne, hvor han gjorde et stort indtryk. Jeg tror, at Erik Ninn-Hansen har gjort indtryk på alle, han har mødt.

- Jeg sender i dag mine tanker til Erik Ninn-Hansens efterladte. Æret være Erik Ninn-Hansens minde.

Ninn-Hansen blev født på Slagelseegnen i 1922. Han blev formand for Konservativ Ungdom i 1948 og sad på posten i to år.

I april 1953 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han bestred en række betydningsfulde poster: Politisk leder for Det Konservative Folkeparti, justitsminister, forsvarsminister og formand for Folketinget i en kortere periode.

Først ved valget i september 1994 trådte han ud. Da var rigsretssagen mod ham i kølvandet på den såkaldte tamilsag indledt, og han genopstillede ikke.

Som den ansvarlige minister i tamilsagen blev han først politisk isoleret. Dernæst blev han anklaget ved Rigsretten og i 1995 dømt - som den første minister siden 1910. Han fik fire måneders betinget fængsel.

I 1997 udgav han den sidste af sine erindringsprægede bøger om den politiske verden: "Værelse 28 - Dansk Politik 1974-94".

/ritzau/