Pape: Politikerne bør lytte til virksomhederne

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Politikerne bør lægge øret til jorden og opfange de budskaber, som danske virksomheder sender til dem om at få de dygtigste ansatte i en global konkurrence.

Det siger De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, efter at han i tirsdagens udgave af Berlingske har undsagt Venstres idé om at sortere i indvandrerne.

I stedet vil han som Dansk Industri skaffe faglærte arbejdere fra hele verden og er "fløjtende ligeglad med om et menneske kommer fra Brasilien, Indien, Marokko eller Saudi-Arabien", mens Venstre vil sortere arbejderne efter oprindelsesland.

- Jeg minder lige om, at der sidder 179 folketingsmedlemmer herinde. De har meget, meget travlt med at bruge alle de værdier, det private erhvervsliv skaber, siger han til Ritzau.

- Skulle man så ikke lytte lidt til, hvilke behov de har for arbejdskraft, så de ikke rykker til udlandet med deres virksomhed, spørger Søren Pape Poulsen, der endnu ikke selv er medlem af Folketinget, retorisk.

DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, beskylder ellers Søren Pape for at sove i timen og henviser til, at Folketinget strammede greencard-ordningen, fordi nogle af de højtuddannede udlændinge ikke fik job, men samlede flasker, gik med aviser eller kørte taxi.

De Konservative vil se på green card-ordningen, når de snart fremlægger deres udlændingeudspil, oplyser den nye partileder.

- Vort budskab er: Du skal tjene 315.000 kroner. Du skal have et job. Men du bliver ikke sorteret på nationalitet. Det, synes vi, er væsentligt. Jeg tror, at en ingeniør fra Indien er mindst lige så dygtig som en ingeniør fra Cuba, siger Søren Pape Poulsen.

De Konservatives udspil ligger ikke langt fra Venstres, der bygger på FN's Human Development Index efter landes udvikling, vurderer han.

- Vi har forskellige synspunkter. Vi er forskellige partier. Men jeg ser ingen kollisionskurs. Det må vi sætte os ned og diskutere - stille og roligt. Det tror jeg da også, at vi kan. Jeg tror, at vi er enige langt hen ad vejen, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/