Pape skruer op for skattelettelser i milliardklassen

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

De Konservative vil gå til valg på massive skattelettelser.

I en ny økonomisk 2020-plan lover partiet lettelser til både private og erhvervsliv for i alt 37 milliarder kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Med 2020-planen skruer K-formand Søren Pape Poulsen i sit første store økonomiske udspil op for De Konservatives skatteløfter.

- Det, at folk kan beholde nogle flere af deres egne penge, er værdipolitik for mig, siger Søren Pape til Jyllands-Posten.

De Konservative går også væsentligt længere end Venstre, der har skattelettelser som ambition, men kun har lovet vælgerne at genindføre skattestoppet og bruge skattelettelser i bunden til at gøre det mere attraktivt at arbejde.

Skatteløfterne er konservative klassikere som en fjernelse af topskatten og arveafgiften.

Desuden vil De Konservative sænke selskabsskatten, nedsætte afgifter på øl, vin og fødevarer og gøre det billigere at købe store biler.

Dertil kommer flere penge til blandt andet forsvar og forskning.

I alt er der initiativer for godt 60 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet skaffes ved offentlig nulvækst, total afskaffelse af efterlønnen og offentlige effektiviseringer.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har flere gange understreget, at hvis der kan findes penge til skattelettelser, er hans prioritet at lette skatten meget målrettet for de lavest lønnede.

Den holdning deler Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

- Vi mener, at skattelettelser skal ske i bunden. Det vil gøre det attraktivt at tage et job, som ikke giver en høj løn, siger han til avisen.

/ritzau/