Paris og Mikkel Hansen kan melde sig ind i guldkampen

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen skal sammen med sit hold stramme sig an, hvis ikke håbet om at vinde det franske mesterskab skal briste torsdag aften.

Mikkel Hansens Paris Saint-Germain ligger på en andenplads - tre point efter Montpellier, inden de to hold tørner sammen i en regulær topkamp.

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi vinder den kamp, ser det rigtig godt ud. Omvendt, hvis vi taber, har vi fem point op, og så ser det svært ud, siger Mikkel Hansen.

- Det er en kamp, vi skal vinde, slår han fast.

Paris SG har ikke tabt en kamp i den franske liga siden 6. november, da pariserne tabte med et enkelt mål til de forsvarende franske mestre fra Dunkerque.

Foruden torsdagens kamp mod Montpellier venter Dunkerque, Cesson, St. Raphael og Tremblay i sæsonens sidste kampe for PSG.

Mikkel Hansens stjernebesatte hold er allerede ude af Champions League-turneringen, da Paris over to kampe blev slået ud af ungarske Veszprem i kvartfinalen.

Med hele 15 mål i returopgøret i Ungarn gjorde Mikkel Hansen ellers alt, hvad han kunne, for at holde Paris inde i turneringen, men Veszprem vandt samlet 58-52.

/ritzau/