Partiet Sande Finner får plads i ny finsk regering

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Finland får en ny koalitionsregering, der skal bestå af Juha Sipiläs Centerpartiet, det EU-fjendtlige De Sande Finner og den afgående statsminister, Alexander Stubbs, konservative Samlingspartiet.

- Dette var den bedste mulighed. Den største udfordring er den økonomiske situation. Vi behøver en stærk koalition, som er i stand til at planlægge reformer og føre dem ud i livet, siger Sipilä.

Den nye regering kommer til at råde over 124 ud af Riksdagens 200 mandater.

Det ventes, at Timo Soini, Sande Finners formand, bliver ny finansminister, mens Alexander Stubb overtager posten som udenrigsminister.

Svenska Folkpartiet, der overvejende repræsenterer det svensktalende mindretal i Finland, blev ikke inviteret med til regeringsforhandlingerne.

Partiets formand, Carl Haglund, mener, at Sipilä fra starten har været indstillet på at gå efter en konservativ regering.

Det er usædvanligt, at Svenska Folkpartiet holdes uden for regeringen. Partiet har traditionelt været koalitionspartner i skiftende regeringer.

For det stærkt højreorienterede Sande Finner er det et politisk gennembrud at komme i regering. Soinis parti har slået sig op på en kontant EU-skepsis og modvilje over for indvandring.

Finland har de seneste år været ramt af nedgang i økonomien. Det skyldes primært nedgang i elektronikindustrien - Nokia primært - og faldende efterspørgsel i skov- og papirindustrien.

/ritzau/FNB