Passagerer kan lugte penge: Dom får betydning for 1500 sager om flyforsinkelser

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

En principiel dom, der giver 12 passagerer kompensation for flyforsinkelser, der skyldtes tekniske fejl, kan få betydning for flere end tusinde sager, der ligger i byretten. Det siger direktøren for Flyforsinkelse.dk, Johan Fugman efter dommen faldt mandag ved middagstid.

- Jeg ser det som en sejr for passagerne og passagernes rettigheder.

- Vi har så mange retssager ventende på denne her højesteretssag. Efter det her håber jeg, at dommerne i byretten vil tage hensyn til den afgørelse, der er kommet i dag og dermed dømme til fordel for passagerne, siger han.

Det er den private virksomhed Flyforsinkelse.dk, der har lagt sag an på vegne af passagerne. Selskabet hjælper flyrejsende med at få kompensation og tager op til 25 procent af godtgørelsesbeløbet, hvis sagen vindes. Tabes sagen, betaler passageren ingenting.

Flyforsinkelse.dk har i øjeblikket også 1500 sager i byretten, som den nye dom kan få afgørende betydning for, da højesteretsdommen skal ses som principiel.

To af de forsinkede passagerer, der nu får erstatning, er en bedstemor og hendes barnebarn. De får omkring 3000 kroner hver i kompensation. Bedstemoren og barnebarnet var forsinket i knap ti timer.

Også en gruppe på ti forsinkede flypassagerer får tilkendt kompensation for en forsinkelse på knap 11 timer.

- Med dommen siger man, at når man driver et flyselskab, der arbejder med tekniske maskiner, så må man også regne med, at de en gang imellem går i stykker.

- Derfor må de betale, eller også må de have et beredskab, som gør, at de kan bringe passagerne frem på en anden måde eller reparere flyene hurtigt, siger Johan Fugman.

En lang række luftfartsselskaber har før defineret tekniske fejl som ekstraordinære omstændigheder. Det slipper selskaberne dog ikke af sted med fremover, da dommen afgør, at de tekniske årsager ikke kunne ses som usædvanlige.

Dommen bringer derfor ligeledes glæde hos direktør i Forbrugerrådet Tænk, Lars Pram.

- Det er en god dag for de danske flypassagerer, for der er kommet mere klarhed over, hvornår man har ret til kompensation, hvis flyet bliver forsinket, siger han.

/ritzau/