Passagerfly med 66 om bord forsvinder over Middelhavet

Skrevet af admin

19/05/2016

Dagens topnyheder

Et passagerfly fra EgyptAir med 66 mennesker om bord er "forsvundet fra radaren" på tur fra Paris til Kairo natten til torsdag.

Det oplyser flyselskabet tidligt torsdag morgen på Twitter.

- Fly MS804, der lettede fra Paris klokken 23.09 europæisk sommertid mod Kairo, er forsvundet fra radaren, skriver selskabet.

Kontakten med flyet blev mistet kort efter klokken 02.45 dansk tid natten til torsdag, da det befandt sig over Middelhavet efter at være fløjet over Alperne, det nordlige Italien og Kroatien.

Flyet befandt sig i cirka 11 kilometers højde og cirka 16 kilometer inde i egyptisk luftrum, da det forsvandt fra radaren. Det oplyser EgyptAir på Twitter ved 05.15-tiden, cirka halvanden time efter at det skulle være landet.

På det tidspunkt havde det været i luften i tre timer og 40 minutter og var kun knap en halv time fra lufthavnen i Kairo.

Ifølge Ehab Mohy el-Deen, der er chef for Egyptens civile luftfartsmyndighed, var det græske flyveledere, der kontaktede de egyptiske myndigheder, da flyet forsvandt fra deres radarskærm.

- De bad ikke om hjælp over radioen eller tabte højde. De forsvandt bare, siger han ifølge The New York Times.

Ifølge hjemmesiden Flightradar24.com er passagerflyet en Airbus 320-232. På flyvningen havde det i alt 66 personer, hvoraf de ti var besætningsmedlemmer, om bord. Blandt passagerne var to spædbørn og et barn.

Passagerernes nationalitet er ikke kendt. Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at man ikke har kendskab til, om der har været danskere om bord på flyet, men at man er ved at undersøge sagen.

De egyptiske myndigheder er ifølge EgyptAir i gang med en rednings- og eftersøgningsaktion.

I oktober sidste år styrtede et russisk passagerfly med 224 mennesker om bord i døden over Sinai-halvøen. Ifølge Egypten stod militante bag ulykken.

I marts blev et passagerfly fra EgyptAir mellem Kairo og Alexandria kapret af en mand, der tvang det til at ændre kurs til Cypern. Det viste sig at være en mand, der ville have opmærksomhed fra sin ekskone.

/ritzau/