Passagerrekord øger omsætningen i Københavns Lufthavn

Skrevet af admin

26/02/2015

Mest læste i dag

Endnu engang lykkedes det for Københavns Lufthavne at sætte passagerrekord i 2014, og for første gang var der mere end 25 millioner passagerer, som benyttede lufthavnen i Kastrup i løbet af året.

Det betød, at selskabet øgede sin omsætning med 6,1 procent til knap 3,9 milliarder kroner. Resultatet før skat blev knap 1,3 milliarder kroner.

- For første gang i sin snart 90-årige historie rundede Københavns Lufthavne i 2014 25 millioner rejsende, og passagerrekorden medførte en omsætningsfremgang og et tilfredsstillende resultat.

- Derudover var vores vækst højere end hovedparten af vores konkurrenter ude i Europa, hvilket understreger, at vi når de mål, vi har sat os i vores forretningsstrategi, World Class Hub, siger Thomas Woldbye, der er administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

/ritzau/