Patrick Nielsen: Jeg er klar til hvem som helst

admin

|

12/12/2014

Dagens topnyheder

Den danske bokseprofil Patrick Nielsen skal forsøge at få karrieren tilbage på rette spor lørdag aften ved Nordic Fight Night-stævnet i Albertslund.

I juni tabte han for første gang i karrieren, da han blev udbokset af russeren Dmitry Chudinov, og lørdagens kamp mod polske Lukasz Wawrzyczek er Patrick Nielsens comeback i ringen.

- Mine forberedelser har været rigtig gode. Der har været tid til at rette op på småting undervejs. Som jeg har det nu, er jeg klar til at møde hvem som helst i verden.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage og vise, at jeg er i stand til rejse mig. Det har været et år med op- og nedture, men nu handler det om at slutte af med et brag, siger Patrick Nielsen i en pressemeddelelse.

Danskerens træner, Joey Gamache, har store forventninger til Patrick Nielsen.

- Med de evner, han har, burde han sige: Jeg tabte, men nu er jeg nødt til at bevise over for folk, at de tager fejl. Hvis de tror, ​​jeg ikke hører til her, tager de fejl, siger Gamache og tilføjer:

- Jeg synes, Patrick har bearbejdet sit nederlag på en god måde. Patrick tabte til en god og solid fighter i Rusland, og det var en stor opgave for en 23-årig, men han ser mere motiveret ud nu, og han er inspireret til at lade folk vide, at han er kommet for at blive.

- Lukasz er en god modstander. Vi vil se, hvordan Patrick reagerer i sin første kamp efter nederlaget til Chudinov. Han har haft noget tid til at tænke over tingene. Han vil opdage, hvem han virkelig er på lørdag.

- Et nederlag kan forbedre dig, eller det kan tilintetgøre dig. Det er op til Patrick. Jeg tror, at han forbedrer sig, men det vil tiden vise, siger træneren.

/ritzau/