Pause til Andersen giver nederlag i NHL

Skrevet af admin

30/01/2015

Mest læste i dag

Mange nordamerikanske NHL-eksperter påpeger, at den danske målmand Frederik Andersen udgør en meget stor del af Anaheims succes i verdens bedste ishockeyliga i denne sæson.

Natten til torsdag fik de endnu et argument, da Anaheim tabte 3-6 ude til rivalerne fra det sydlige Californien, San Jose Sharks.

Frederik Andersen har stået i Anaheims mål i en betragtelig del af holdets kampe, og det er nu blevet et tema at give ham hvile inden det afgørende slutspil til foråret.

Derfor havde Anaheims træner, Bruce Boudreau, sat russeren Ilya Bryzgalov i målet til torsdagens kamp. Ham måtte han imidlertid hive ud 16 minutter inde i anden periode.

Her havde San José scoret fem mål i anden periode og førte med 6-1.

Frederik Andersen kom på mål og reddede samtlige af hjemmeholdets forsøg i resten af kampen. Anaheim fik rettet lidt op på målscoren i tredje periode, men tabte altså 3-6.

I Anaheims foregående fem kampe havde modstanderne samlet kun scoret seks gange.

Trods nederlaget er Anaheim Ducks fortsat tophold i Western Conference og det mest pointscorende hold i hele ligaen. Anaheim har 70 point for 49 kampe.

Også Frans Nielsens New York Islanders tabte natten til fredag. Hjemme på Long Island blev det nederlag på 2-5 til Boston. Frans Nielsen var kun på isen ved en af modstandernes scoringer.

Trods nederlaget er New York Islanders på tredjepladsen i Eastern Conference.

Mere centralt i New York, på Manhattan, vandt Lars Eller og Montreal Canadiens 1-0 over New York Rangers i Madison Square Garden.

Mikkel Bødker sidder stadig udenfor efter sin akutte milt-operation for et par uger siden hos Arizona Coyotes. Trods savnet af sin danske topscorer vandt Arizona natten til fredag med 3-1 i Toronto.

Arizona ligger nummer 13 og næstsidst i Western Conference. Der er 15 point op til de pladser, som giver adgang til slutspillet.

/ritzau/