Paven giver skrap opsang til korrupte politikere i Mexico

Skrevet af admin

13/02/2016

Mest læste i dag

Pave Frans lancerer lørdag en bredside mod korruption på sit første besøg i Mexico som pave og opfordrer landets præsident og hans regering til at bekæmpe det.

Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, præsidentens kone og landets finansminister har alle været involveret i skandaler, som blandt andet har handlet om boligkøb fra statslige entreprenører.

Landets politi er blevet infiltreret af narkobander, og flere end 100.000 mennesker er blevet dræbt i voldelige sammenstød i forbindelse med narkokriminalitet i løbet af det sidste årti. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Erfaring viser os, at hver gang vi søger en vej med privilegier og goder for de få på bekostning af det gode for alle, så vil samfundet før eller siden blive frugtbar jord for korruption, narkohandel, udelukkelse af anderledes kulturer, vold, menneskehandel, kidnapning og død, siger pave Frans ifølge Reuters.

Udtalelsen kom under en tale til præsident Enrique Pena Nieto, regeringen og udenlandske diplomater lørdag.

Her sagde den katolske kirkes overhoved også, at særligt Mexicos ledere har pligt til at flytte sig væk fra korruption og vold og arbejde for fællesskabets bedste.

Mexico er verdens næststørste romerskkatolske land målt på indbyggere, og hundredtusindvis af mennesker forventes at deltage i en messe, som paven vil holde lørdag eftermiddag lokal tid i Mexico City.

I løbet af besøget vil paven besøge de oprindelige samfund i Mexicos fattigste stat, Chiapas, i det sydlige Mexico. Han vil også tale med unge i Morelia, som er hovedstaden i staten Michoacan, der er plaget af vold mellem narkobander og bevæbnede selvtægtsgrupper.

Pave Frans skal også besøge et fængsel i byen Juarez, som ligger lige ved grænsen til USA.

/ritzau/Reuters