Personlige årsager bag Emre Mors landsholdsvalg

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjællands Emre Mor viste store prøver på sit talent, da han især i første halvleg i superligakampen mod Viborg var fremtrædende. Han scorede til 1-0 med et fremragende langskud og var en evig trussel for hjemmeholdets forsvar.

Men det kommer ikke Danmarks landshold til gode. For nylig har Emre Mor offentliggjort, at hans fodboldfremtid er med det tyrkiske landshold, selv om han har repræsenteret flere af de danske ungdomshold.

Det er en personlig beslutning, som han har overvejet længe.

- Det er min beslutning at spille for Tyrkiet. Det er en beslutning, jeg har overvejet længe og ikke en, jeg har taget fra den ene til den anden dag, siger Emre Mor.

- Det er nogle private ting, der ligger bag. Jeg føler bare mere for at spille for Tyrkiet, fordi jeg har rødder i landet. Det har ikke noget med Danmark at gøre, for jeg elsker landet.

Familiens rødder i Tyrkiet har spillet en afgørende rolle, men hans forældre har ikke haft noget at sige omkring den 18-årige angribers beslutning.

- Det er mig selv og min agent, der har diskuteret det og taget beslutningen. Min mor tager ikke beslutninger for mig, det er jeg gammel nok til selv at gøre, siger Emre Mor med et smil.

Tyrkiets fodboldforbund har i længere tid haft snøren ude efter Emre Mor, men det er først nu, at han for alvor har tænkt over det. Han ser det tyrkiske landshold som det bedste sted at udvikle sig.

- Tyrkiet har kontaktet mig en del gange, mens jeg var yngre, men der har jeg ikke tænkt over det. Jeg syntes, det var for tidligt. Nu har jeg tænkt over det i et år og er kommet frem til min beslutning.

- Jeg tror, jeg kan udvikle mig meget med det tyrkiske landshold, hvor jeg kommer til at spille med nogle meget dygtige spillere. Der er også dygtige spillere på det danske landshold, men mit valg er Tyrkiet, siger Emre Mor.

Emre Mors føringsmål rakte til et uafgjort resultat mod Viborg, da hjemmeholdet udlignede til 1-1 på et straffespark i overtiden.

/ritzau/