Personpåkørsel standser togdrift på Sjælland

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Togpassagerer, der skal på tværs af Sjælland, skal tirsdag eftermiddag væbne sig med tålmodighed.

En personpåkørsel ved Trekroner Station betyder nemlig, at der ikke kører tog mellem Roskilde og Høje Taastrup. I stedet er der indsat togbusser mellem Høje Taastrup og Roskilde uden stop, skriver DSB på sin hjemmeside.

- Vi arbejder i øjeblikket på at få tog og personale på plads. Indtil da kan du stadig forvente ændringer, længere rejsetid og aflysninger på togene på Sjælland, oplyser trafikselskabet.

Passagerer til og fra stationerne Hedehusene og Trekroner skal tage de lokale bybusser, lyder det fra DSB.

Mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup henvises passagerer til at tage S-tog linje B.

Intercity-togene mod Fyn og Jylland kører fra Roskilde og standser ekstraordinært i Viby Sjælland og Borup. Folk, der skal til Københavns Lufthavn, skal tage Øresundstogene.

På strækningerne mellem Kalundborg og Roskilde samt Nykøbing F og Roskilde kører der et tog i timen, der standser ved alle stationer.

DSB forventer at kunne køre tog normalt igen omkring klokken 15.

/ritzau/