PET vil ansætte flere antiterror-analytikere

Skrevet af admin

20/02/2015

Mest læste i dag

Hos Politiets Efterretningstjeneste, PET, er der udsigt til ansættelser af nye medarbejdere, efter at regeringen torsdag fremlagde sin antiterrorpakke. Det fastslår PET-chef Jens Madsen.

Udspillet indeholder 12 konkrete tiltag, som skal sikre, at danske myndigheder har de rette redskaber og ressourcer til at håndtere terrortruslen mod Danmark.

Blandt dem er 200 millioner kroner, som skal gå til, at politiet og PET kan øge deres overvågning af kriminelle miljøer og enkeltpersoner. Samtidig vil regeringen afsætte 150 millioner kroner til øget it- og analysekapacitet hos PET og politiet.

Det sidste punkt bliver fremhævet af PET-chefen, der har haft mulighed for at give input til regeringen forud for præsentationen af udspillet "Et stærkt værn mod terror - 12 nye tiltag mod terror".

- En helt grundlæggende forudsætning for, at PET kan iværksætte relevante sikkerhedsforanstaltninger, og dermed forebygge og modvirke terror, er en effektiv indhentnings-, efterretnings- og analysekapacitet.

- Jeg glæder mig derfor over, at der i terrorpakken også lægges op til en styrkelse af netop overvågnings- og analysekapaciteten gennem blandt andet ansættelse af yderligere analytikere til strategisk og operativ terroranalyse samt IT-understøttelse.

- Det vil give PET bedre mulighed for at tilvejebringe et samlet trusselsbillede som grundlag for konkrete operative indsatser, siger Jens Madsen i en skriftlig kommentar.

Ifølge PET-chefen har man nogen tid vurderet, at terrortruslen mod Danmark og danske interesser i udlandet er alvorlig og i stigende grad kompleks.

PET's vurdering af, at der er personer, som har kapacitet og intention om at gennemføre terrorangreb i Danmark er kun blevet bestyrket af angrebene i Paris og København, mener han.

I udspillet, som nu skal forhandles på plads af partierne bag politi- og forsvarsforliget, lægger regeringen også op til at styrke PET's Aktionsstyrke og PET's livvagtsstyrke.

Det er "helt afgørende i forhold til at håndtere konkrete situationer", hvis terroren igen skulle ramme Danmark, mener Jens Madsen.

- Det er vigtigt, at PET's Aktionsstyrke har den fornødne kapacitet. Det er også helt afgørende, at PET har de fornødne ressourcer til at sikre et højt livvagts-beskyttelsesniveau for personer med behov for særlig beskyttelse i det danske samfund, siger han.

/ritzau/