Peter Bonde forbigået som DBU's talentudviklingschef

admin

9 år siden

|

12/03/2015

Dagens topnyheder

Peter Bonde, som til dagligt er assisterende landstræner på fodboldlandsholdet, havde søgt stillingen som talentudviklingschef i Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Ja, jeg havde søgt jobbet, men de har jo desværre valgt en anden. Det er ærgerligt, fordi jeg gerne ville have jobbet, siger Peter Bonde til Ekstra Bladet.

DBU meldte onsdag ud, at Flemming Berg, der blandt andet har en fortid som chefscout i FC Nordsjælland og Brøndby, fik jobbet.

- Det har jeg ingen kommentar til, svarer Peter Bonde på spørgsmålet om, hvad han synes om det valg.

Ifølge avisen var han en af tre personer, som var til samtale hos DBU til jobbet.

DBU vil ikke komme ind på, hvorfor Peter Bonde blev forbigået til jobbet.

- Der er et fortrolighedsforhold i forhold til en ansættelse, og det respekterer vi. Derfor har vi ingen kommentarer til, hvem der ikke har fået jobbet, siger unionens kommunikationsdirektør, Jakob Høyer, til avisen.

Peter Bonde har kontrakt som Morten Olsens højre hånd frem til sommeren 2016.

/ritzau/