Peter Sagan: Det er skæbnens spil

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Norske Alexander Kristoff nåede at knytte næven og juble, og den norske tv-kommentator brølede sejrsglæden ud. Men efter målfoto stod det klart, at verdensmesteren Peter Sagan fra Tinkoff på de allersidste centimeter havde klemt sin cykel foran Katusha-rytteren på 16. etape af Tour de France.

- Det var utroligt. Mange gange har jeg tabt et løb på den måde (målfoto), og i dag vandt jeg. Jeg tror på skæbnen, og nu er den vendt, siger Peter Sagan ifølge cyclingsnews.

I målområdet efter de 209 kilometer til Bern var slovakken i sprudlende humør, da han fejrede sin tredje etapesejr i årets løb.

- Det var en meget lang etape, og det var meget varmt. Jeg er så glad, og jeg er så stolt af mit hold, for det gjorde virkelig et godt stykke arbejde. Jeg er så glad for at kunne vinde for dem, for Tinkoff og for (holdejer) Oleg (Tinkov), siger Peter Sagan.

Helt nede som nummer 23 i feltet kom Mark Cavendish (Dimension Data) i mål. Englænderen har vundet fire etaper i årets Tour.

Men på forhånd havde Cavendish ikke gjort sig forestillinger om etapesejr på den drilske afslutning i Bern, som var indrettet til at smide de tungeste sprintere af.

Oveni lå tempomaskinen Tony Martin (Etixx-Quick-Step) ude foran feltet med sin holdkammerat Julian Alaphilippe det meste af dagen og satte et hæsblæsende tempo, som hovedfeltet svarede igen på.

- Det var faktisk en hård dag. Når du har Tony Martin ude foran, så bliver det aldrig nemt. Det var overhovedet ikke nemt. At køre 210 kilometer på fire timer og 25 minutter er pænt hurtigt, siger Mark Cavendish ifølge cyclingnews.com.

/ritzau/