PFA: OW Bunkers konkurs er en skandale

Skrevet af admin

07/11/2014

Dagens topnyheder

- Når man går konkurs syv måneder efter en børsnotering, så er det en skandale.

Sådan lyder det fra PFA Kapitalforvaltnings direktør Jesper Langmack, efter at det nordjyske brændstofsselskab OW Bunker fredag aften meddelte, at selskabet er gået konkurs.

- Det eneste positive, der er at sige i denne sammenhæng, er, at der nu kommer åbenhed om, hvad der er foregået. Samtidig må vi forvente, at kravet til information kommer til at stige kraftigt, siger Jesper Langmack i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

Ud over PFA har også pensionskasserne ATP og Industriens Pension aktier i OW Bunker.

Jesper Langmack rejser blandt andet kritik af hele processen omkring børsintroduktionen af OW Bunker. Selskabet gik på fondsbørsen i marts i år, da den svenske kapitalfond Altor solgte ud af sine aktier. Altor er i dag hovedaktionær i selskabet.

- Den tillid vi som investorer har haft til investeringsbankerne, direktionen, bestyrelsen og kapitalfonden bag selskabet har lidt et alvorligt brud i denne sag, siger PFA-direktøren.

- Men vi ved endnu ikke særligt meget i denne sag, derfor er det for tidligt at sige, hvilken rolle disse aktører har spillet, siger Jesper Langmack.

Det er både tabet og udsigten til langt mindre tillid til børsmarkedet i fremtiden, der ærgrer direktøren fra PFA Kapitalforvaltning.

- Det her er ødelæggende for tilliden til det danske børsmarked, som ellers er et stærkt og velfungerende marked. Og det er ærgerligt, virkelig ærgerligt, at sunde og gode danske virksomheders vej til børsen nu bliver udskudt og vanskeliggjort, siger Jesper Langmack.

PFA risikerer ved konkursen at miste op mod 100 millioner kroner, oplyser TV2 News. Ved børsintroduktionen købte omkring 20.000 privatpersoner aktier i virksomheden, og de kan nu også se frem til, at deres investeringer er mere eller mindre væk.

/ritzau/